Årlig vaccination af din hund

Hvilke vacciner er vigtige til hunde?

Hos Dyreklinikken Ebeltoft tilbyder vi forskellige vacciner til hunde, herunder 1 basisvaccination til hvalpe og 5 vacciner til voksne hunde. Vi vaccinerer mod 4 virussygdomme og 1 sygdom forårsaget af bakterier hos de voksne hunde. Her indeholder vaccinen dræbte eller levende svækkede virus/bakterier, som er behandlet sådan, at de ikke forårsager sygdom, men blot aktiverer hundens immunsystem til at danne de nødvendige antistoffer. Du kan læse mere om de vaccinationer, som Dyreklinikken Ebeltoft tilbyder herunder. 

OBS: hunde, der skal ud at rejse, skal altid vaccineres mod rabies (hundegalskab). 

Basisvaccination til hvalpe 

De første 12-16 uger vil tævens råmælk på normalvis beskytte hvalpen mod mange forskellige sygdomme, dog kun hvis den drægtige tæve er vaccineret. Men efter 12 ugers alderen vil antistofferne fra tæven aftage, og hvalpen vil selv begynde at kunne danne antistoffer. Netop derfor anbefaler vi, at første basisvaccination gives ved 12 ugers alderen, og derefter gives anden basisvaccination ved 16 ugers alderen.
Hvis der er en særlig risiko for, at hvalpene kan udsættes for smitte for 12 ugers alderen, kan det blive nødvendigt at starte vaccinationsprogrammet før tid - men basisvaccinationerne ved 12 uge og 16 uge er da stadig nødvendige. 

Hvad er hundesyge?

Hundesyge er en meget smitsom virussygdom, der potentielt kan være dødelig. Sygdommen er meget udbredt hos hunde, ræve, ulve og beslægtede arter (fx. mink og fritte). Primært rammer sygdommen unge hunde, men voksne og ældre hunde kan også sagtens blive smittet. 
Sygdommen overføres til en rask hund, når den er i kontakt med en syg hund, eller hvis den raske hund optager smittet spyt, afføring, urin eller sekret fra øjne og næse. Det vil altså sige, at en rask hund kan risikere at træde i urin fra en syg hund, og på den måde slikke smittet urin af sine poter. Hundeejeren kan tilsvarende være uheldig at transportere smitstof med hjem under eksempelvis skosålerne. 

Hvad er smitsom leverbetændelse?

Smitsom leverbetændelse rammer hovedsageligt unge hunde, og angriber leveren. Denne sygdom har en høj dødelighed, og skyldes adenovirus type 1. 
Lidelsen er heldigvis sjælden i Danmark, men derfor er det alligevel godt at vide, hvilke symptomer sygdommen kan give. Symptomerne på smitsom leverbetændelse er: feber, nedstemthed, appetitløshed, opkastninger, blødninger i slimhinder, smerte i bugregionen og evt. gulsot. 

Hvad er parvovirusinfektion?

Parvovirusinfektion skyldes en parvovirus, der kun angriber hunde, især hvalpe og unghunde. Denne sygdom er meget modstandsdygtig, og kan derfor overleve i miljøet meget længe. Sygdommen smitter direkte mellem hunde eller gennem virusholdigt afføring. Det er en sygdom med høj dødelighed, hvis hunden ikke komme til dyrlægen omgående. Vær opmærksom på symptomerne på sygdommen, da parvovirus er udbredt i Danmark. Symptomerne på sygdommen er: nedstemthed, vandig blodig diarré, opkastninger og evt. hjerteproblemer. 

Hvad er kennelhoste?

Kennelhoste omfatter flere forskellige infektioner i hundens luftveje, og skyldes forskellige bakterier og vira (her er de vigtigste parainfluenzevirus og bakterien bordetella bronchiseptica). Sygdommen er almindelig i Danmark, og almindelige vaccinationer mod kennelhoste dækker typisk parainfluenzavirus. 
Sygdommen smitter direkte fra hund til hund, og det er muligt for hunde i alle aldre at få kennelhoste, hvorfor det er vigtigt at vaccinere sin hund herimod. 

Da sygdommen er almindelig i Danmark, er det vigtigt at være opmærksom på sygdomstegn. Symptomerne på kennelhoste er: ru og tør hoste, samt forsøg på opkastning. Hvis hunden ikke oplever komplikation i form af lungebetændelse eller andet, vil hunden typisk være rask igen efter nogle ugers forløb. 

OBS: Skal hunden på hundepension, anbefales det at supplere med en vaccination mod bordetella bronchiseptica. Der findes nemlig andre årsager til udbrud af kennelhoste, og man kan ikke garantere, at hunden er helt beskyttet, men det er de bedste muligheder, der er på nuværende tidspunkt. 

Hvad er leptospirose?

Leptospirose er en bakterie, der kan ramme hunde i alle aldre. Det er en sygdom, der ofte forekommer alvorlige lever og nyrelidelser. Det er en lidelse, som hunden typisk smittes med gennem vandrotter, og ydermere, kan mennesker også smittes med sygdommen. 
Det er heldigvis en sjælden lidelse hos hunde i Danmark, men vær alligevel opmærksom på sygdomstegn. Symptomerne på sygdommen er: feber, nedstemthed, opkast, bugsmerter og blødninger i slimhinder. 

Hvad er rabies? 

Rabies kan smitte alle varmblodede dyr, og altså også mennesker. Det er en sygdom, der skyldes rabdovirus, og er en meget dødelig sygdom. Sygdommen smitter igennem bid, og vil hurtigt angribe nervesystemet, hvor det så opformeres - senere hen findes det i spytkirtlerne, så hunden vil overføre smitte via. bid til andre hunde/dyr/mennesker. Selvom sygdommen ikke er udbredt i Danmark, er det alligevel vigtigt at være opmærksom på sygdomstegn. Symptomerne på rabies er: ændret adfærd, aggressivitet, nervøsitet, kramper og/eller lammelser. Faktisk er sygdommen så dødelig, at angrebne dyr ifølge loven skal aflives straks.

I Danmark findes rabdovirus kun i flagermus, hvor virus ikke resulterer i sygdom, og derudover ses det indimellem også, at en rabiesinficeret ræv krydser grænsen sydfra. Derfor vaccinerer vi ikke rutinemæssigt mod rabies, men hvis hunden skal rejse til udlandet, skal den vaccineres mod rabies. 

Dit dyr i trygge hænder

En tryg sundhedsplan til din bedste ven

VetPlan er en sundhedsplan for dit dyr. Det er en abonnementsordning, så du kan abonnere på forebyggende pleje og sundhed. I en VetPlan får dit dyr adgang til ydelser som fx sundhedsundersøgelser, tandtjek, vaccination og store rabatter på foder. 

En løbende kontrol betyder, at eventuelle sygdomme og tandproblemer bliver opdaget i god tid. Det er til stor gavn for dit dyrs sundhed og kan i sidste ende spare dig for mange uforudsete udgifter.

▶▶▶ Kontakt os om en VetPlan®